Du er herVedtægter for patientforeningen MCS-Danmark

Vedtægter for patientforeningen MCS-Danmark


§ 1.   Navn og hjemsted

  1. Foreningens navn er MCS-Danmark. MCS er en forkortelse for Multiple Chemical Sensitivity.
  2. Undertitlen er Patientforeningen for kemikalieoverfølsomme.
  3. Foreningens internationale navn er MCS-Denmark. The Danish MCS Association.
  4. Foreningen har hjemsted ved den fungerende formand.

§ 2.    Formål

  1. Foreningens overordnede formål er at arbejde for bedre levevilkår for MCS-ramte og deres pårørende. Levevilkår handler især om anerkendelse af MCS, bolig, arbejde, transport, økonomi, behandling i sundhedsvæsen og socialforvaltning, kontakt til familie og venner, samt færden i det offentlige rum.
  2. Foreningens formål er at
    1. rådgive MCS-ramte og deres pårørende.
    2. udbrede kendskabet til MCS.
    3. arbejde for, at sundhedsvæsenet anerkender MCS som en somatisk sygdom.
    4. arbejde for, at arbejdsskadestyrelsen anerkender MCS som en arbejdsbetinget lidelse.
    5. påvirke beslutningstagere i Danmark til at anerkende og forebygge MCS.
    6. samarbejde med andre landes MCS-foreninger.
    7. skabe sociale aktiviteter for medlemmerne i form af foredrag, undervisning eller lignende arrangementer om MCS.
    8. støtte sociale aktiviteter blandt medlemmerne.

§ 3.    Medlemmer

  1. Som medlem kan optages alle, som lider af MCS, som er pårørende til en person med MCS, eller som i øvrigt ønsker at støtte foreningens arbejde.
  2. For at deltage i foreningens møder og aktiviteter skal man møde op duftneutral.
  3. Medlemmernes adresse eller mail vil være tilgængelig for de øvrige medlemmer vedrørende foreningsrelevante formål, hvis medlemmet har tilkendegivet at ville stå på en åben intern medlemsliste ved indmeldelse i foreningen. Medlemmet kan til enhver tid ændre status.

§ 4.   Generalforsamling

  1. Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.
  2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i juni.
  3. Indkaldelse skal ske skriftligt med mindst to måneders varsel.
  4. Forslag til dagsorden skal være bestyrelsen i hænde senest 6 uger inden generalforsamlingen. Den endelige dagsorden sendes ud til medlemmerne senest 3 uger inden generalforsamlingen.
  5. Dagsorden for ordinær generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
    1. Valg af dirigent, referent og stemmetællere
    2. Bestyrelsens beretning
    3. Godkendelse af årsregnskab
    4. Fastsættelse af kontingent
    5. Godkendelse af budgetforslag
    6. Indkomne forslag
    7. Valg til bestyrelsen
    8. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant
    9. Eventuelt
  6. Hvert medlem har en stemme. For at være stemmeberettiget skal man have været medlem i mindst 3 måneder.
  7. Beslutninger træffes ved simpelt flertal. Vedtægtsændringer og foreningens opløsning kræver dog 2/3 flertal af de afgivne stemmer. Der kan kun besluttes om forslag, som står på dagsordenen.
  8. Afstemning sker skriftligt ved udsendte stemmesedler, som enten sendes til revisoren eller afleveres på selve generalforsamlingen. Afstemningen er anonym.
  9. Regnskabsåret følger kalenderåret.

§ 5     Ekstraordinær generalforsamling

  1. Bestyrelsen skal indkalde til ekstraordinær generalforsamling med en måneds varsel, hvis et flertal af bestyrelsen eller 1/4 af medlemmerne kræver det.

§ 6     Bestyrelsen

  1. På generalforsamlingen vælges mindst 5 medlemmer og 2 suppleanter til bestyrelsen.
  2. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 1 år ad gangen.
  3. Suppleanterne vælges for et år ad gangen. De kan deltage i bestyrelsesmøderne, men har ikke stemmeret. Suppleanter indtræder i bestyrelsen, hvis et bestyrelsesmedlem må melde afbud til et bestyrelsesmøde eller udtræder af bestyrelsen i valgperioden.
  4. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer.
  5. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
  6. Bestyrelsen har ansvar for foreningens drift og økonomi.
  7. Bestyrelsen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse
  8. Bestyrelsen skal sørge for, at dagsorden og referater fra dens møder er tilgængelige for medlemmerne.
  9. Bestyrelsesmøderne er åbne for overværelse af medlemmer i det omfang, det praktisk kan lade sig gøre. En undtagelse er dog personsager.

§ 7     Arbejdsgrupper

  1. Medlemmer kan danne arbejdsgrupper med emner efter eget ønske, og bestyrelsen kan nedsætte arbejdsgrupper.
  2. Arbejdsgrupperne er ansvarlige over for foreningen i henhold til foreningens formål og er forpligtigede til at vælge en kontaktperson.
  3. Information om, hvilke sager arbejdsgrupperne arbejder med, og hvem der er medlem af grupperne, skal være tilgængelig for foreningens medlemmer.
  4. Der bør fast være en redaktionsgruppe og en rådgivningsgruppe.

§ 8     Principper

  1. Foreningens holdning er, at der skal være åbenhed om alle foreningens aktiviteter undtagen vedrørende personfølsomme oplysninger.
  2. Foreningens holdning er, at der skal være tillid til, at den enkelte kan udføre et selvstændigt og ansvarligt stykke arbejde for sagen.
  3. Foreningens holdning er, at det er vigtigt at kunne komme til orde med sine meninger, også selv om man er i mindretal.

§ 9     Foreningens opløsning

  1. Foreningen kan opløses, hvis det besluttes med 2/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer på en ordinær generalforsamling, og hvis det efterfølgende bekræftes på en ekstraordinær generalforsamling.
  2. Ved foreningens opløsning skal foreningens midler gives til et formål til gavn for MCS.

Vedtaget på stiftende generalforsamling den 14. maj 2006.

Revideret på generalforsamling den 9. juni 2007.

Revideret på generalforsamling den 1. juni 2008.

Revideret på generalforsamling den 13. juni 2010.

MCS-Danmarks nyhedsbrev