Du er herDuftpolitik / Miljøministerens folketingssvar om duftpolitik i Danmark Den 15. september 2006

Miljøministerens folketingssvar om duftpolitik i Danmark Den 15. september 2006


Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 6860 stillet af folketingsmedlem Karen Hækkerup (S) J.nr. 7034-0010

Spørgsmål:

"Vil ministeren oplyse, hvilke overvejelser regeringen gør sig med hensyn til at udforme en egentlig duftpolitik i Danmark, og ligeledes redegøre for, om regeringen påtænker at tage initiativ til forskellige restriktioner mod anvendelse af parfumestoffer i det offentlige rum, eksempelvis som man har gjort det i Sverige, hvor man på en række sygehuse har indført en duftpolitik for dermed at beskytte mennesker med duft- og kemikalieoverfølsomhed?"

Svar:

Miljøministeriet har gennem mange år arbejdet ud fra en strategi om, at brug af unødvendige kemikalier skal undgås og har i den forbindelse ofte peget på den unødvendige brug af duftstoffer. Mange mennesker føler sig nemlig generet af duftstoffer i deres omgivelser, og nogle udvikler endda allergi over for parfumestoffer eller duft- og kemikalieoverfølsomhed, også kaldet MCS.

For at kunne lave restriktioner over for grupper af kemikalier, som fx duftstoffer, må vi dog have større viden om hele denne problemstilling, herunder omfanget af problemet og årsagen til de duft- og kemikalierelaterede symptomer. Og det er netop derfor Miljøministeriet i januar i år åbnede et nyt Videncenter for duft- og kemikalieoverfølsomhed (MCS). Videncentret arbejder i dag hårdt og målrettet mod at gøre os klogere på området. Ud over selv at sætte undersøgelser i gang har centret en opgave med at skabe et overblik over den viden, der allerede findes.

Den manglende viden skal dog ikke holde os tilbage fra at gøre en indsats og Miljøministeriet gennemførte derfor sidste efterår en informationskampagne om duft- og kemikalieoverfølsomhed (MCS), hvor fokus var, at vi alle sammen skal tage hensyn ved brug af duftstoffer i hverdagen.

Jeg har forhørt mig, om eventuelle initiativer overfor duftstoffer på de danske sygehuse. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst, at man ikke er bekendt med, at man på de danske sygehuse, har indført duftpolitik. Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen har ligeledes efter forespørgsel fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyst, at man heller ikke er bekendt med, at sygehuse har indført duftpolitik.

Miljøministeriets generelle råd er fortsat, at brug af unødvendige kemikallier skal undgås, herunder unødvendige duftstoffer. Men jeg følger nøje den viden om duft- og kemikalierelaterede symptomer, som Videncentrets arbejde frembringer, og vil på baggrund heraf vurdere behovet for konkrete forebyggende initiativer, herunder undersøge behov og muligheder for at sikre det offentlige rum overfor dufte.

Kilde: Klik her

Miljøministeriet iværksatte en offentlig kampagne om MCS i november 2005

Man satte her fokus på de gener som mange oplever når de indånder en lang række dufte og kemikalier og hvad man kan gøre for at forebygge dette.

Gå ind på Miljøministeriets side www.luften.dk og læs hele Miljøministeriets kampagne vedr. MCS.