Du er herMCS / Hvordan sørger man for at være ”duftneutral”?
Hvordan sørger man for at være ”duftneutral”?
Af Bodil Dam Bak Nielsen, maj 2006
Det er ofte meget forskelligt, hvad der generer den enkelte duft- og kemikalieoverfølsomme/MCS-ramte. Spørg ind til, hvad det nøjagtigt er, der generer den MCS-ramte, du kender, så du kan nøjes med at tage de hensyn, han/hun har brug for.
Svært MCS-ramte personer reagerer på selv meget små mængder kemikalier og duftstoffer. Det kan være svært at kende alle ”faldgrupper”, når man som rask skal forberede sig på at være sammen med en MCS-ramt. Der er mange ting som skal overvejes.
- Dufte/kemikalier i produkter til personlig pleje.
- Dufte/kemikalier i tøj, sko og overtøj.
- Dufte/kemikalier i omgivelserne.
Produkter til personlig pleje
Parfume fra produkter til personlig pleje hænger i huden/håret flere dage efter brug. Det bedste er derfor i dagene før samvær med en MCS-ramt kun at bruge parfumefri produkter.
Der kan være parfume i stort set alle produkter – lige fra barberskum, læbestift/pomade, hårplejemidler, cremer, make up, solcreme o.s.v.
Jo færre produkter man bruger – jo mindre kan gå galt. Man kan sagtens nøjes med en uparfumeret shampoo/sæbe og en uparfumeret antiperspirant.
Gå i bad, og skift tøj, kort før du skal være sammen med den MCS-ramte, da parfume, røg og andre kemikalier hænger i håret og tøjet i løbet af dagen fx fra arbejdet.
Tøj, sko og overtøj
Brug parfumefrit vaskepulver og skyllemiddel. Hvis muligt undgå helt skyllemiddel. Vær opmærksom på, at parfume sjældent kan vaskes ud ved en enkelt vask. Tøj skal ofte vaskes op til 8-10 gange, før parfumen er væk. En faldgruppe er ofte overtøj/festtøj, som ikke vaskes så ofte. Brug evt. ”posemetoden” (se nedenfor).
Undgå at pudse sko i dagene op til samvær med en MCS-ramt. Brug gerne en fed parfumefri hudcreme som skopudsemiddel. Nye sko kan afgasse meget. Brug evt ”posemetoden”. Meget nyt tøj afgasser kemikalier. Vask altid nyt tøj før samvær med en MCS-ramt.
Omgivelserne
- Undgå rengøring med parfumeholdige/skrappe midler i dagene op til besøg af en MCS-ramt.
- Fjern duftfriskere, parfumerede produkter, toiletrens o. s. v.
- Vær opmærksom på evt. duft i duge og servietter.
- Fjern duftende blomster.
- Røg fra stearinlys, brændeovne og cigaretter generer mange MCS-ramte.
- Læg aviser, tryksager o. l. i et andet rum.
- Husk at oplyse den MCS-ramte om nye møbler / tæpper. Det samme gælder, hvis du har fået malet/lakeret/renoveret i hjemmet for nylig.
”Posemetoden”
Er du i tvivl om, hvor vidt et produkt/tøj mm er parfumeret eller ej, så læg produktet (i åben stand fx en creme) eller tingen/tøjet i en duftneutral plastpose, som lukkes til. Efter 1-2 timer åbnes posen, og du snuser ned i posen. Herved kan du afgøre om tingen i posen dufter eller ej.
Tænk aldrig
Tænk aldrig: ”Det går nok”.
Selv små doser kemikalier og duftstoffer kan gøre den MCS-ramte syg i dagevis.
Spørg den MCS-ramte, hvis du er i tvivl om noget. Respekter, hvis den MCS-ramte beder om at få noget fjernet, der generer. Mange MCS-ramte reagerer på kemikalier i mad. Spørg ind til dette, hvis samvær inkluderer mad/drikke.
Tak
Tak fordi du har valgt at tage hensyn. Du skal vide, at det betyder uendeligt meget for den MCS-ramtes livskvalitet og mulighed for at deltage i det sociale liv.



