Personlige beretninger - På arbejde

Lisbeth: Jeg arbejder på en knivsæg.

Lisbeth er 57 år, gift og har en voksen søn.

Dette er hendes beretning:

Jeg er bogholder i et advokatfirma med 40 ansatte. Min arbejdstid er 32 timer om ugen, fordelt på 4 dage. Jeg har været ansat samme sted siden 2001.

En mandag morgen i april 2005 da jeg kom på arbejde, lignede mit kontor et bombe-nedslag. Der havde om søndagen været et vand/kloakudslip fra lejligheden ovenover, og det så ud som om, der – udover en masse vand - var pumpet slam ud, formentlig fra en vaske- eller opvaskemaskine. Jeg sad og arbejdede midt i rodet i 8-9 timer, kom også den næste dag, og både min assistent og jeg blev helt tørre i munden og næsen – fuldstændig udtørrede. Tredje dag mødte jeg også. Om aftenen var jeg til en veninde-komsammen, men jeg kunne simpelthen ikke holde ud at være der. Jeg blev utilpas og kunne slet ikke klare de andres parfume og tobaksrøg, så jeg gik tidligt hjem.

Om torsdagen kom der en mand for at rense ud på mit kontor. Skunkrummet, som grænser op til kontoret, viste sig at være fuldt af sort slam. To store plastiksække fulde. Det stank forfærdeligt. Derefter desinficerede han skunken og sagde, at jeg ikke måtte opholde mig på kontoret et par dage.

Ugen efter mødte jeg tidligt om morgenen, for jeg sov dårligt. Havde det i det hele taget dårligt – med hovedpine og kvalme. Jeg fik udslet omkring min mund, og det sved på min tunge. Jeg var omtumlet og havde svært ved at koncentrere mig. Hjemme gik det rimeligt, men når jeg kom på arbejde, gik der en time, så fik jeg det dårligt.

Jeg kunne slet ikke tåle at være på mit kontor. I første omgang fik jeg en plads på et fælleskontor, men opdagede, at jeg kort tid efter de 3 andre var mødt om morgenen, blev dårlig, bl.a. med hæshed, svien i mund og ansigt – tilsyneladende af deres parfume.

Jeg søgte på Internettet og fandt ud af, at jeg nok havde MCS. Herefter fulgte adskillige lægebesøg, bl.a.  hos en allergilæge i Køge, der henviste mig til Rigshospitalet, hvor der var meget lang ventetid. Først i januar 2006 fik jeg diagnosen: MCS i svær grad.

Efter at have opdaget, at jeg fik det dårligt, når jeg blev udsat for andres parfume, fulgte en periode, hvor jeg rendte rundt med min bærbare PC for at finde et ledigt kontor, hvor jeg kunne sidde. Jeg slæbte rundt på mapper og ting og sager. Nogle kontorer kunne jeg ikke tåle at sidde på, fordi der var parfumedufte, som gjorde mig syg. F.eks. var det jo et problem at bruge en parfumeret telefon.

På gangene var jeg nødt til at gå med et tørklæde for munden. Det var hårdt, meget hårdt. Dagene var én lang flugt.

Tit kom jeg på tidspunkter, hvor der ikke var andre. Bl.a. sen eftermiddag, aften, i week-ender – her var der jo heller ikke så mange med S-toget.  Det var rædselsfuldt. Faktisk forstår jeg ikke i dag, hvordan jeg klarede det, men jeg VILLE ikke give op.

Jeg havde jo netop fået ”styr” på arbejdet og i løbet af de år jeg havde været der, fået organiseret det hele, som jeg gerne ville have det . Jeg havde også netop fået en ny assistent til at hjælpe mig, samtidig med at en del udadvendte opgaver var overgivet til en anden. 

Jeg følte virkelig, at hvis jeg gav op og sygemeldte mig, så ville jeg ikke kunne komme tilbage. Det var ligesom alt eller intet. Derfor meldte jeg mig ikke syg.

Vores rengøringsfolk og min nye assistent var hurtige til at ville hjælpe mig. De førstnævnte sørgede for at skifte sæbe og rengøringsmidler samt vaskepulver til håndklæderne til uparfumerede produkter. Min kollega skiftede ligeledes vaskepulver og samtlige personlige plejemidler, således, at vi uden problemer kunne arbejde sammen.

Ledelsen vidste ikke rigtig, hvad de skulle stille op med mig. Jeg var en god arbejdskraft, men jeg var også besværlig. Jeg fik en fast plads sammen med vores IT-mand. Han var flink til at være duftneutral, men der kom jo folk ind på vores fælles kontor for at tale med ham, og hver gang blev jeg dårlig.

I mellemtiden havde jeg fået etableret en hjemmearbejdsplads, så jeg kunne lave lidt af mit arbejde hjemme. Desværre kunne/kan jeg ikke så godt tåle min bærbare computer og desuden var/er min fysiske tilstedeværelse på kontoret påkrævet det meste af min arbejdstid, mente/mener ledelsen.

Situationen var jo uholdbar og man ville gerne have mig tilbage på mit gamle kontor. Derfor blev Teknologisk Institut hidkaldt; men der var ikke meget hjælp at hente. Der blev målt for skimmelsvamp, men ikke fundet værdier over det normale.  Efter  4-5  måneder, da gulvet i mit kontor var blevet brækket op og underlaget gennem-tørret, blev der lagt nyt gulv, men de nye materialer kunne jeg heller ikke tåle. Nu var ledelsen vist ved at være rigtig trætte af mig.

Når jeg kom hjem sov jeg det meste af aftenen  - faktisk besvimede jeg nærmest på sofaen - og var i det hele taget fysisk udmattet. Det var aldrig gået, hvis jeg ikke havde haft en utroligt hjælpsom mand, der klarede alle praktiske gøremål i husholdningen. Eller hvis jeg havde haft hjemmeboende børn.

I november 2005 var jeg så fysisk udmattet, at jeg var meget tæt på at give op, og opsøgte f.eks. socialrådgiveren i min kommune.

Endelig, i december 2005, var der en af de unge advokater – nu en af mine 4 chefer – der sagde: ” Du kan bytte kontor med mig”.  Derefter gik det bedre, men jeg skulle konstant være på vagt for ikke at blive syg. I denne periode blev jeg utroligt god til at holde vejret i lang tid, når jeg passerede mine kollegaer på gangene.

En dag i foråret 2006 var jeg til et møde med 2 af mine chefer. Den ene havde en kraftig aftershave eller lignende på. Det fik mig nærmest til at gå i koma, og jeg kunne slet ikke koncentrere mig om, hvad der blev sagt og da slet selv komme med indlæg. Jeg var til sidst nødt til at flygte fra mødet for at hente min maske ellers tror jeg, jeg var besvimet.

En ung fuldmægtig, der så mig og så at sige ”samlede mig op” opfordrede mig herefter til at anvende masken hver dag, og fik det åbenbart sagt til mig på en måde, så jeg kunne acceptere tanken.

Efter den dag har jeg brugt maske, hver gang jeg træder ud af mit kontor og også i S-toget, hvor jeg også på min frakke har en badge hvorpå der står ”Duft- og kemikalieoverfølsom”. Det har hjulpet – helt enormt. Nu ligger masken klar hele tiden. Den ryger af og på utallige gange hver dag.

Mine kolleger vænnede sig hurtigt til at se mig med maske på; faktisk tror jeg ikke de tænker på det mere, - sådan føles det i hvert fald.  Det er en større overvindelse at tage maske på i S-toget, men her støtter ovennævnte badge meget, synes jeg.

Nogle kolleger dufter meget, andre kun lidt. Et par stykker er helt duftneutrale. De der dufter taler jeg kun med, med maske på, og det er meget få, der får lov til at komme ind på mit kontor.

Mit kontor er ret praktisk, for der er et lille rum udenfor det. Derude har jeg en ind- og en udbakke. Det fungerer fint, for så behøver jeg ikke komme i fysisk kontakt med mine kolleger. Har jeg lyst til eller brug for at tale med dem ”face to face” er det mig, der står i deres døre med maske på, for så kan jeg gå når/hvis jeg bliver påvirket.

Telefonen er et problem. Jeg kan ikke altid tåle at tale i telefon mere. Jeg får ondt i ørerne og det er som om der er vat i hovedet, ligesom det svier i og om munden. Derfor forsøger jeg at få folk til at maile i stedet og bruger også selv mail til at kommunikere med.

Ved frokosttid går jeg ned og henter min mad, som jeg så spiser alene på mit kontor. Jeg deltager ikke i personalemøder, fester eller andre sammenkomster. Det værste er, når mine kolleger hygger sig sammen og jeg så bare sidder oppe hos mig selv og arbejder. Allerværst føles det, når jeg så skal forbi dem for at gå hjem. Det tydeliggør, at jeg er udenfor og anderledes og gør mig ked af det.

Jeg er meget bekymret for, om jeg kan blive ved med at arbejde. Der skal så lidt til, før jeg risikerer ikke at kunne tåle det ; f.eks. at min PC bryder sammen. Det føles som om jeg arbejder på en knivsæg, men jeg er som oftest god til at fortrænge det..

Da der jo er tale om en arbejdsskade, er sagen meldt til Arbejdsskadestyrelsen, der i første omgang  - helt efter bogen - afviste sagen, da MCS jo ikke står på deres liste. Jeg ankede afgørelsen og fik det svar, at min sag skulle forelægges for Erhvervssygdomsudvalget efter indhentning af en ny speciallæge- erklæring, som jeg p.t. venter på.