Du er herTips og gode råd / Bolig, beliggenhed
Bolig, beliggenhed
Beliggenheden af boligen er også vigtig.
I bymæssig bebyggelse er det bedst, at boligen ligger i udkanten af byen, helst mod vest (vestenvind ca. 70 % af året), så vinden kommer fra det åbne land. Ligger huset op til dyrkede marker kan gylle og pesticider være et problem i perioder. Udyrkede arealer/skov og eng er derfor bedst som nærmeste arealer. Det optimale er nok en bolig beliggende helt op til en vestvendt kyst.
Ved beliggenhed på landet vær da opmærksom på nærmeste naboer. Svinefarme kan skabe voldsomme lugtgener med gylle i store perioder af året, og mange beboelser på landet fyrer med brænde.
Vær opmærksom på trafik i nærheden af boligen. Det er bedst at boligen ligger trukket væk fra befærdede veje, gerne for enden af en blind vej ud mod åbne arealer.
Vær opmærksom på, hvad opvarmningen af boligerne i området består af. Naturgas er mest skånsom og giver ikke røgproblemer. Brændeovne og oliefyr i nærheden af boligen kan skabe voldsomme problemer både inden- og udendørs for en MCS-ramt i vinterhalvåret. Gå derfor en tur rundt i nabolaget og se efter brændeovnsskorstene, når du ser på bolig. Der er oftere brændeovne i ældre villakvarterer, da det ofte er dyrere at opvarme et gammelt og mindre godt isoleret hus.



