Du er herForskning / Tysk hospitalsbehandling af MCS-patienter

Tysk hospitalsbehandling af MCS-patienter


Referat og oversættelse v/cand. hort. Helle Rasmussen. 

Fachkrankenhaus Nordfriesland har i 2006 udgivet et 45 siders koncept om behandling af MCS-patienter, som bygger på en bio-psyko-social opfattelse af miljøsygdommen Multiple Chemical Sensitivity. (Se kilder nedenfor.)

Siden 1992 har specialsygehuset Fachkrankenhaus Nordfriesland modtaget og behandlet MCS-patienter, dvs. patienter med mangeartet kemisk intolerans. Egentlig var Fachkrankenhaus Nordfriesland  et psykiatrisk/psykosomatisk hospital, men lægerne her måtte efterhånden erkende, at der måtte andre behandlingsmetoder til overfor "rigtige" miljøsygdomme.

Sygehusets arbejdshypotese for MCS (Multiple Chemical Sensitivity) er, at det er "en erhvervet sygdom, som er karakteriseret ved tilbagevendende symptomer, som oftest optræder i mange organer. Den er resultat af påviselige eksponeringer overfor forskellige, ikke-beslægtede kemiske stoffer, som optræder i doser langt under den skadetærskel, som gælder for almenbefolkningen".

Forskerne på sygehuset har lavet og laver fortsat undersøgelser i forbindelse med de forskellige behandlingsmetoder, som anvendes overfor en multifaktoriel sygdom som MCS. Og der er udviklet både psykoterapeutiske og  praktiske/medicinske strategier for udredningen og behandlingen af MCS.

For at opnå en holdbar terapeutisk alliance mellem patient og læge, mener behandlerne på Fachkrankenhaus Nordfriesland at flere forudsætninger må være opfyldt, bl.a.

  • accept af patientens beretning om forløbet
  • forståelse af patientens sygdomsmodel
  • vurdering af patientens psykiske og mentale kompetencer og symptomer,
    samt den dermed forbundne vurdering af patientens personlighed og adfærd
  • afklaring af livsstil og de socioøkonomiske muligheder
  • forståelse af forholdene i den private og arbejdsmæssige situation
  • afklaring af  forholdene omkring ernæring og rusgifte
  • afklaring af iatrogene (lægeforårsagede) traumatiseringer

Tillidsforholdet mellem lægen og patienten anses som meget vigtigt. Og der arbejdes med at understøtte patientens selvtillid og tro på at kunne forandre tingenes tilstand. Samtidig med at han/hun har "ret" til at have symptomer og være ulykkelig. Men også "ægte" psykologiske og psykiatriske forstyrrelser såsom angst, depression, psykose m.m. arbejdes der med. Ofte opfattes de, når de optræder hos MCS-patienter, som et resultat af MCS og ikke som årsagen til sygdommen.

De terapeutiske strategier, som anvendes overfor MCS på Fachkrankenhaus Nordfriesland, omfatter bl.a.

  • udvikling af en holdbar terapeutisk alliance mellem læge og patient
  • vedr. psyko-terapeutiske og  psyko-edukative foranstaltninger
  • udredning af, hvilke kemiske stoffer patienten ikke tåler
  • udarbejdelse af strategier for eksponeringsundgåelse og -formindskelse
  • eliminations- og rotationsdiæt
  • behandling med mikro- og makronæringsstoffer
  • hyposensibilisering ("vaccine")
  • andre medicinske tiltag

Forskernes erfaring er, at både ved milde, moderate og kroniske MCS-lidelser kan der ske forbedringer i patienternes helbredstilstand, selv om det tager lang tid og er vanskeligt. Her spiller patientens motivation og kræfter til livsstilsændringer (kost, anvendelse af sikre produkter) ind sammen med omgivelsernes (familie, venner, kolleger) støtte. Og især patientens boligforhold og økonomiske ressourcer er afgørende for, at et godt resultat - med stabilisering og forbedring af helbredet - kan opnås.

Kilder:
Miljømedicin på Fachkrankenhaus Nordfriesland: www.fachkrankenhausnf.de, se "Umweltmedizin".

Fachkrankenhaus Nordfrieslands Qualitätsbericht 2004, om MCS på side 9 af 40: http://www.fachkrankenhausnf.de/pages/frames/fr_einrichtung.html

A. Bauer, E. Schwarz: Therapeutisches Konzept des Fachkrankenhauses Nordfriesland für die Rehabilitation und Teilhabe von Menschen mit Umweltmedizinischen Gesundheitsstörungen und multipler Chemikalienunverträglichkeit (MCS). Bredstedt 2006. 45 sider.
http://www.fachkrankenhausnf.de/downloads/KONZEPT.pdf

Kontaktadresse:
Fachkrankenhaus Nordfriesland
25821 Bredstedt, Krankenhausweg 3, Deutschland
Email: Info@fachkrankenhausnf.de

Tags