Du er herDuftpolitik / Dagbladet og Frederiksborg Amts Avis d. 25/9 2006

Dagbladet og Frederiksborg Amts Avis d. 25/9 2006


Følgende debatindlæg af bestyrelsesmedlem i MCS-Danmark Bodil Dam Bak Nielsen blev bragt i Frederiksborg Amts Avis, Dagbladet (Ringsted, Roskilde og Køge) d. 25/9-06.

 Brug for en duftpolitik.

Af Bodil Dam Bak Nielsen, Næstformand i MCS-Danmark

Hvis også MCS-ramte, mennesker med duft- og kemikalieoverfølsomhed, skal have tilgængelighed til det offentlige rum på lige vilkår med andre, kræver det bl. a. indførsel af en duftpolitik.

Man har i årevis haft fokus på visse handicapgruppers tilgængelighedsproblemer til det offentlige rum. Dette fokus har dog hovedsageligt drejet sig om handicapgrupper med synlige handicaps fx kørestolsbrugere og gangbesværede.

Der er lovgivet på området bl. a. med byggeregulativer, hvor man i dag ikke kan bygge en offentlig institution eller bygning uden at tilgængeligheden er sikret for fx kørestolsbrugere – ingen sætter spørgsmålstegn ved dette, uanset hvor mange eller få kørestolsbrugere man påregner vil komme til at færdes i bygningen – tilgængeligheden for dem skal være sikret!

Duft- og kemikalieoverfølsomme er en handicapgruppe med en ”usynlig” men meget invaliderende sygdom. En MCS-ramt person udvikler voldsomme symptomer ved indånding af selv meget små koncentrationer af kemikalier, herunder kemikalierne i parfume, hvilket betyder, at MCS-ramte faktisk ikke kan færdes frit i det offentlige rum.

Fx kan en hospitalsindlæggelse være et sandt helvede for en MCS-ramt, hvis personalet ikke udviser professionel forståelse for problemet og undgår brug af parfumerede produkter.

Den personlige frihed

At sikre MCS-ramte tilgængelighed til det offentlige rum kræver modsat de ”synlige” handicaps en personlig indsats af personalet, som er ansat disse steder.

Mange vil sikkert føle det som et indgreb i den personlige frihed, hvis man skal pålægges at skulle møde duftneutral på sit arbejde. Og jo, det er et indgreb i den personlige frihed, men hvor er den personlige frihed henne for MCS-ramte, for hvem store dele af det offentlige rum er totalt utilgængeligt?

Man behøver ikke at møde på arbejde med klasket hår og lugte af armsved – alle produkter til personlig pleje samt vaskepulver og rengøringsmidler forhandles i dag uparfumeret. Parfumen er et overflødigt kemisk tilsætningsstof, hvis eneste formål er at bibringe produkterne en duft.

Den nyeste viden om duftstoffer peger klart på, at der er sundheds-problemer forbundet med den omsiggribende anvendelse af dem. Blandt de ca. 3.000 kemikalier, som indgår i fremstilling af parfume, kan nævnes formaldehyd, phtalater og styren – stoffer, som der nu er bred enighed om, er sundhedsskadelige.

I andre lande har man allerede taget fat på problemet. I Canada har et stigende antal offentlige arbejdspladser, herunder skoler og hospitaler således indført en duftfri politik. Ligeledes har man på en række svenske hospitaler indført en duftpolitik som både inddrager personale, patienter og besøgende.

Tiden må være moden til, at vi i Danmark følger disse gode eksempler og derved gør større dele af det offentlige rum tilgængeligt for alle.

Luften skal vi alle dele, uanset om vi er syge eller raske.

Bodil Dam Bak Nielsen

Næstformand i MCS-Danmark