Du er herForskning / Organofosfat-forgiftning er en mulig årsag til golfkrigssyndrom og MCS

Organofosfat-forgiftning er en mulig årsag til golfkrigssyndrom og MCS



Af cand. hort. Helle Rasmussen

Organofosfat-pesticider anvendes til insektbekæmpelse både i landbruget og i private hjem. Nogle af de mest giftige midler, som anvendes i landbrug og gartneri, tilhører organofosfat-gruppen. Organofosfater, som ikke er så giftige, anvendes også til insektbekæmpelse på afgrøder. F.eks. er malathion klassificeret som sundhedsskadeligt, og det anvendes mod skadelige insekter på korn.

De mindre giftige organofosfater anvendes også mod parasitter hos pattedyr. Malathion bruges mod menneskers hovedlus, mens diazinon bruges mod hunde- og kattelopper. (1,2)

Organofosfater kan forårsage forgiftninger hos mennesker. Mange veteraner fra den 1. golfkrig lider af neurologiske skader på grund af eksponering for giftige kemikalier. Insektmidler som diazinon, der blev brugt til at beskytte soldaterne i landområdet mod utøj, kan være en af årsagerne til de neurologiske skader. En anden mulig årsag er nervegassen sarin fra et irakisk våbendepot, som blev sprængt i luften af de amerikanske styrker i 1991. Sarin minder meget om organofosfater, men den er mere giftig og hurtigvirkende. En tredje årsag kan være de pyridostigminbromid-piller, som blev givet forebyggende til tropperne for at beskytte dem mod nervegas. (3)

Alle kemikalierne, som veteranerne ifølge den amerikanske Golfkrigsrapport fra 2004 blev udsat for, hører til gruppen af acetylkolinesterase-hæmmere. De kan forårsage en række symptomer såsom smerte, træthed og diarré samt problemer med tænkning og hukommelse.

Derfor er Dr. Robert Haleys fund i 1999 af en genetisk årsag til golfkrigssyndromet igen aktuelt. Nogle golfkrigsveteraner har nemlig på grund af et genetisk træk vist sig at være modtagelige over for golfkrigssyndromet efter eksponering for acetylkolinesterase-hæmmere, mens andre ikke er det. (4)

I november 2005 fik Texas Southwestern Universitet en bevilling på 75 millioner dollars, fordelt over en femårig periode, til at fortsætte forskningen i golfkrigssyndromet. Dr. Robert Haley er leder af forskningsprogrammet. (5,6)

Organofosfat-pesticider er også i flere undersøgelser blevet fremhævet som mulige årsager til MCS (Multiple Chemical Sensitivity) hos udsatte personer. Forløbet er typisk en akut forgiftningsepisode, eventuelt ledsaget af kroniske forgiftningssymptomer fra centralnervesystemet, og senere udvikling af diffuse gener fra flere organer i overensstemmelse med definitionen på MCS.

Ifølge en patientforening for MCS-ofre i USA har 80 % af deres 6800 medlemmer oplyst, at de ved besked om hvornår, hvor, hvordan og overfor hvilket stof de var blevet syge. Hos 60% startede sygdommen med udsættelse for pesticider.

I Danmark foreligger der flere rapporter om akutte pesticidforgiftninger hos gartnere og andre. Der er ikke foretaget systematiske undersøgelser, der kan oplyse, om de undersøgte personer opfylder MCS-kriterier eller ej. I modsætning til USA, hvor pesticider er den hyppigst nævnte gruppe af kemiske stoffer i MCS-sammenhæng, bruger danske privatpersoner pesticider i mindre målestok, og mest udendørs. (7)

Kilder:

  1. Miljøstyrelsen. Oversigt over godkendte bekæmpelsesmidler 2000. Orientering nr. 2, 2000.
  2. Norpharma om Prioderm shampoo
  3. Golfkrigsrapporten. Scientific Progress in Understanding Gulf War Veterans' Illnesses: Report and Recommendations. 2004. Research Advisory Committee on Gulf War Veterans' Illnesses.
  4. R. W. Haley, S. Billecke og B. N. La Du. Association of low PON1 type Q (type A) arylesterase activity with neurologic symptom complexes in Gulf War veterans. Toxicology and Applied Pharmacology 157, s. 227 – 233, 1999.
  5. Dallasnews: bevilling til golfkrigsforskning
  6. Golfkrigssyndromforskning på Institut for epidemiologi
  7. Miljøstyrelsen. Duft- og kemikalieoverfølsomhed. Miljøprojekt nr. 741, 2002. Af Martin Silberschmidt.

Genetisk årsag til golfkrigssyndrom

Resumé og oversættelse v/cand. hort. Helle Rasmussen

Pressemeddelelse fra den 16. juni 1999 om Dr. Robert Haleys fund af en genetisk årsag til golfkrigssyndomet, udsendt af Texas Southwestern Universitet:

Forsker fra Texas Southwestern Universitet finder genetisk årsag til golfkrigssyndrom

I en artikel, som blev offentliggjort i dag, viser forskeren Dr. Robert Haley, leder af Texas Southwestern Universitets Institut for epidemiologi, hvorfor nogle golfkrigsveteraner kan være blevet syge af visse kemikalieeksponeringer, mens andre ikke er blevet det.

Årsagen til, at nogle krigsveteraner udviklede syndromet efter kemikalieeksponering, mens andre ikke gjorde det, skal findes i krigsveteranernes gener. Et genetisk træk kan nemlig gøre folk modtagelige over for golfkrigssyndromet:

"Et af de største spørgsmål omkring golfkrigsyndromet har været, hvorfor én person blev syg, når personen ved siden af ham ikke blev," sagde Haley. "Det er en af de større gåder, som fik folk til at tro, at symptomerne bare kom af stress. Men nu ved vi, at der viser sig at være en genetisk årsag til, at nogle mennesker blev syge og andre ikke gjorde, og denne genetiske forskel forbinder sygdommen med skader fra visse kemikalier."

Haley's undersøgelse viste, at mennesker med et gen, som får dem til at producere store mængder af et bestemt enzym, ikke blev syge efter eksponering for visse kemikalier ved Operation Ørkenstorm. Mens andre, som producerer små mængder af det samme enzym, blev syge.

Det gen, der er synderen, er det som kontrollerer produktionen af paraoxonase type Q eller PON-Q. Et enzym som tillader kroppen at bekæmpe kemiske giftstoffer ved at ødelægge dem. Dette særlige enzym virker meget specifikt mod de kemiske nervegasser sarin og soman såvel som mod det almindelige pesticid diazinon.

Hos nogle mennesker får genet kroppen til at producere store mængder af PON-Q, som tillader deres kroppe at bekæmpe giftstoffer som nervegas. Men hos andre styrer genet produktionen af små mængder PON-Q, og det betyder at en person ikke ret godt kan bekæmpe selv små mængder af disse giftige kemikalier.

Blodniveauer af et genetisk lignende enzym, PON-R, som mere effektivt ødelægger andre kemikalier end nervegifte, var ikke forskellige hos de syge og de raske golfkrigsveteraner.

"I vores tidligere studier, hvor vi fandt stærke statistiske sammenhænge mellem golfkrigssyndromet og veteranernes rapporter om eksponering for kombinationer af kemikalier som pesticider og lavdosis kemiske nervegifte, forudså vi, at det måtte skyldes en PON-Q mangel, og det er nu, hvad vi har fundet," siger Haley. "De syge veteraner i vores undersøgelse har lave PON-Q niveauer i deres blod, og de raske har høje PON-Q niveauer."

Kilde:

Pressemeddelelse fra UT Southwestern

Lav PON1 aktivitet hos syge golfkrigsveteraner

Oversættelse og ordforklaring v/cand. hort. Helle Rasmussen

Resumé af Robert Haley's videnskabelige artikel: Sammenhæng mellem lav PON1 type Q (type A) arylesterase aktivitet og neurologiske symptomkomplekser hos golfkrigsveteraner.

"Tidligere har R. W. Haley med flere beskrevet 6 mulige [golfkrigs]syndromer, identificeret ved faktoranalyse af golfkrigsveteraners symptomer, og demonstreret at veteraner med disse symptomkomplekser var mere neurologisk skadede end raske kontrolpersoner, som matchede mht. alder, køn og uddannelse.

De fandt også stærke sammenhænge, som tydede på at disse symptomkomplekser var relateret til eksponering i krigstid for kombinationer af organofosfat-pesticider, kemiske nervegasser, stærkt koncentreret DEET insektrepellent samt symptomer på fremskreden akut forgiftning efter at have taget pyridostigmin.

Her har vi påvist, at sammenlignet med kontrolpersoner har syge veteraner med neurologiske symptomkomplekser større sandsynlighed for at have allelet R (heterozygotisk QR eller homozygotisk R) end for at være homozygotisk Q for paraoxonase/arylesterase 1 (PON1) genet.

Desuden, lav aktivitet af PON1 type Q (tidligere kaldet type A) arylesterase allozymet adskilte syge veteraner bedre fra kontrolpersoner end kun PON1 genotypen eller aktivitetsniveauerne af type R (tidl. kaldt type B) arylesterase allozymet, total arylesterase, total paraoxonase eller butyrylkolinesterase.

En baggrundshistorie med fremskreden akut forgiftning efter at have taget pyridostigmin var også korrelleret til lav PON1 type Q arylesterase aktivitet.

Type Q er det allozym af paraoxonase/arylesterase, som mest effektivt hydrolyserer adskillige organofosfater, inklusive sarin, soman og diazinon. Disse resultater bestyrker yderligere den antagelse, at neurologiske symptomer hos golfkrigsveteraner var forårsaget af eksponering for kemiske miljøgifte."

Kilde:

R. W. Haley, S. Billecke og B. N. La Du. Association of low PON1 type Q (type A) arylesterase activity with neurologic symptom complexes in Gulf War veterans. Toxicology and Applied Pharmacology 157, s. 227 – 233, 1999.

Ordforklaring:

  1. Allele gener: Gener som arvemæssigt hører sammen i par, dvs. man har et allel fra mor
  2. og et allel fra far.
  3. Allozymer: Alternative former af et protein.
  4. Genotype: De arveanlæg som ligger i cellekernen.
  5. Heterozygotisk: Uensdobbelt, dvs. to forskellige alleler fra mor og far.
  6. Homozygotisk: Ensdobbelt, dvs. to ens alleler fra mor og far.
  7. Hydrolysere: Spalte kemisk forbindelse under optagelse af vand.
  8. Insektrepellent: (For mennesker lugtløs) påsmøringsolie som holder insekter væk
  9. Neurologisk: Som vedrører nervesystemet.
  10. Pyridostigmin: Pille til beskyttelse mod nervegas.
Tags